I mine terapier er jeg ofte kreativ ved at inddrage figurer og andre artefakter. Jeg supplerer mine terapeutiske samtaler med brug af figurer, tegninger, billeder, farver, sten, dyrefigurer og legetøj – men kun, hvis det giver mening for dig – og det være sig både børn og voksne.
Vigtigst for mig er at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor du kan være med det svære. Jeg sørger altid for at lave en forventningsafstemning med dig om, hvad der er brug for at blive talt om og hvordan.
Hvorfor anvender jeg figurer i terapi?
Figurerne kan være hjælpsomme med at adskille person og problem. At adskille person og problem er mit grundlæggende professionelle fundament og hviler på den narrative tilgang. Vi er nemlig ikke vores problem – problem og person er to forskellige ting. Figurer og andre artefakter i terapien kan hjælpe os med at adskille problemet fra personen – det er den såkaldte eksternalisering.
At anvende artefakter hjælper til at skabe en samskabende proces mellem dig og mig, idet det bliver nemmere at undersøge og visualisere et billede på, hvad der er på spil indeni. Ord kan være svære at forholde sig til – figurerne kan derfor hjælpe med dette og dermed være hjælpsomt i denne henseende også. Dine følelser kan nemlig blive projiceret over på figurerne, hvormed de bliver lettere at undersøge – som at kigge på dem udefra, og dermed mindskes risikoen for, at du bliver overvældet af følelserne. Og følelserne bliver formentlig lettere at forstå, når vi kan kigge på dem udefra.
Artefakter inviterer ydermere til en kropslig erkendelse af det, vi taler om, fordi du får lov til at røre, flytte og placere figurerne i henhold til din fortælling – både den problematiske fortælling, men også den foretrukne fortælling. Indersiden får dermed et udtryk gennem artefakterne.
Figurer og artefakter kan også være med til at visualisere din foretrukne fortælling – altså den mere ønskelig og håbefulde fortælling med de ressourcer og muligheder, der er – det gør vi ved at flytte rundt på artefakterne og placere dem anderledes i forhold til hinanden.
Jeg bruger figurer på en tryg og kreativ måde til at visualisere indersiden, som dermed lettere kan udforskes, adskille problem og person samt få visualiseret den foretrukne fortælling og forankre denne kropsligt.
Synes du, det lyder som en spændende tilgang, der måske kunne være givtig for dig? Så kontakt mig endelig på tlf.: 40766041 eller via kontaktformularen her.